Hvis Gud har velsignet os med velstand, skal vor tid og opmærsomhed så adspredes bort fra ham og gives til det som han har lånt os. Giveren er større end gaven. Han er blevet købt for en pris, vi tilhører ikke os selv. Har vi glemt den udendelige pris der er blevet betalt for vor genløsning? Er taknemmeligheden død i hjertet? Bringer Kristi kors ikke et selvisk liv i magelighed og egennydelse til samme?