Alle løb, men kun én modtog sejrsprisen. De andre, som stred for den forgængelige laurbærkrans, måtte tabe, hvor grundig deres forberedelse end havde været, og hvor alvorlige og målbevidste anstrengelser de end havde gjort sig. Sådan går det ikke til ved de kristnes væddekamp. Ingen some er seriøs og udholdende vil ikke undgå succes. Kapløbet er ikke for den hurtige, kampen er heller ikke for den stærke. Den svageste såvel som den stærkeste hellige kan opnå den udødelige herligheds krone, hvis han helt giver sig hen til opgaven og vil underkaste sig savn og tab for Kristi skyld. Apostlen henleder vor opmærksomhed på den omhu og flid der var nødvendig for at vinde sejr i disse gamle lege. Han formaner alle som starter i det kristne væddeløb at være flittig for at sikre fremgang, medens han til deres opmuntring fremviser dem til herlighedens krone som den retfærdige Dommer vil belønne alle som er trofaste til kapløbets afslutning. Han siger: “Jeg løber derfor ikke på må og få; jeg kæmper som en nævekæmper, der ikke støder i luften, men jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet."