Der blev gjort noget for at vække dem, og vise dem vor sande tilstand på forsoningens egentlige dag, hvor enhver skal ransage sin sjæl for Gud, hvor synder skal bekendes og gå i forvejen til dommen, så de, når husvalelsestiderne skal kommer, kan blive udslettet. Men det lader til at gøre mindst indtryk på de som mest behøver at ydmyge deres hjerter for Gud, det virker næsten helt uden indtryk. Nogle gør fremskridt; andre bliver der hvor vi fandt dem, og disse forhindrede Guds værk i at gå fremad. Havde de bekendt deres synder, ville den moralske atmosfære blive renset; de klare stråler fra Retfærdighedens Sol ville være skinnet ind i deres egne hjerter, og hele lejren ville have været som Guds hus, himlens port. Jesus venter med at dække deres store behov for hans overmådelige fylde, og give dem stort mål af sin nåde. Men de mærker ikke deres store behov; de erkender ikke deres armod. Selvom vi fik mange dyrebare stunder, var overgivelsen til Gud ikke hel og fuldstændige.