Da Adam og Eva blev sat i deres edenhjem, havde de alt som en godgørende Skaber kunne give dem til deres bekvemmelighed og lykke. Men dristede sig at være Gud ulydig, og blev således udstødt af deres elskelige hjem. Så var det at Guds store kærlighed kom til udtryk for os i en gave, som er hans dyrebare Søn. Hvis vore første forældre ikke accepterede den gave, ville slægten i dag være i håbløs fortvivlelse. Men hvor gladelig hilste de ikke Messias løfte. Det er alles privilegium at acceptere denne Frelser, og blive Guds børn, medlemmer af den kongelige familie og til sidst side ved Guds højre hånd. Hvilken kærlighed, hvilken forunderlig kærlighed er dette! Sankt Johannes kalder os til at beskue dette: “Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn; og vi er det.” På trods af den forbandelse der blev erklæret over jorden, at den skulle frembringe torne og tidsler, er der en blomst på tidslen. Guds store naturbog er åben for vores studium, og fra den skal vi få mere ophøjede tanker om Hans storhed og uforlignelige kærlighed og herlighed. Han som lagde jordens grundvold, som pyntede op på himlene og bragte stjernerne i deres orden, Han som iklædte jorden med et levende tæppe, og forskønnede den med elskelige blomster i enhver afskygning og varietet, ville have at Hans børn skulle påskønne Hans værker, og fryde sig ved den enkle og stille skønhed, som Han har besmykket deres jordiske hjem med.