Ved morgenmødet den 22. august, talte jeg til folk om det vigtige arbejde som er i gang for vor skyld, om denne modbilledlige forsoningsdag. Så kaldte jeg på alle at komme frem, som ikke havde tjent Herren, men ønskede at gøre dette, og på alle som ved deres bekendelse var villige til at bortlægge de synder der sårede Guds ånd, og holdt sin velsignelse tilbage fra dem. Næsten alle i teltet kom frem, og der virkede til at være en dyb følelse ved mødet. Der blev givet bekendelser under tårer. Adskillige talte om deres bekymring om deres børn, der var uden for Kristus. De længes efter visdom til at vide hvordan de kan nå dem.