Vi bør nøje overveje hvilket forhold vi har til Gud og til hinanden. Vi synder til stadig imod Gud, men hans barmhjertighed følger os stadig; i kærlighed bærer han over med vor trods, vor forsømmelse, vor utaknemmelighed, vor ulydighed. Han bliver aldrig utålmodig over for os. Vi forhåner hans barmhjertighed, sårer hans Helligånd, og vanærer ham for mennesker og engle, og alligevel svigter hans medlidenhed ikke. Tanken om Guds langmodighed mod os bør gøre os overbærende mod hinanden. Hvor tålmodigt bør vi ikke bære over med vore brødres fejl og vildfarelser, når vi husker hvor store vore egne fejl er i Guds øjne. Hvordan kan vi bede til vor himmelske fader: ”Forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldnere,” hvis vi fordømmer, bliver fornærmede, nøjeregnende i hvordan andre behandles? Gud vil have at vi er mere venlige, mere elskelige og elskende, mindre kritiske og fordægtige. O om vi alle måtte have Kristi ånd, og vide hvordan vore brødre og naboer behandles!