Vi bør udvise stor taktfølelse når vi har med dem at gøre, som fejler. I kærlighedens og sagtmodighedens ånd bør vi forsøge at få ham tilbage til Kristi fold, men i stedet for at vise sympati mod den vildfarende, udvises der for ofte en kritisk ånd. Dem som ikke har begået den fejl, som de fordømmer hinanden med, så urokkelige på afstand, som om de var sikret fra at gøre en sådan bommert. Men lad ham der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder! Hvis dem der fordømmer hinanden elskede som Kristus har elsket en falden slægt af oprører, ville de med alle tænkelige midler forsøge at genoprette den fejlende. De vil ikke fryde sig ved at udstille hans sag, og gøre hans fejl synlig i det værst mulige lys, men de vil give nøje agt på skriftens formaning: ”Hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd.” Gør I dette, vil I uden tvivl få jeres fejlende bror ind i menighedsfællesskabet, uden at fremstille hans fejl i menigheden, eller gøre hans fejl kendt på nogen anden måde. (Fortsættes)