I stedet for at udtrykke bedrøvelse i deres hjerter, i den sorg som et mål for højtidelig klage, sang de, som det var sædvane ved den anledning den jublende pris som så rigelig er udtrykt i tro, og i taknemmelighed, og i ædel pris. ”Min styrke og lovsang er Herren, han blev mig til frelse. Jubel og sejrs råb lyder i de retfærdiges telte: Herrens højre øver vælde, Herrens højre er løftet, Herrens højre øver vælde!” Jeg skal ikke dø, men leve og forkynde Herrens gerninger.” Hvilken optakt til pinen i Getsemane, den mishandling og spot i doms hallen, og de forfærdelige sener på Golgata, disse sidste timer var brugt i sang og pris til den Allerhøjeste!