Ved at nærme os kammeret hvor en ægtemand og fader netop havde draget hans sidste ånde, ville vi være fyldt med forbavselse over at høre, ikke stemmer af sorg, de melankolske toner af begravelsessange, men en sang af hellig pris, jublende og triumferende som påske lovsangen. Visselig, enken og de faderløse ville være dømt for at mangle hengivenhed for den afdøde. Dog hvordan kunne disse lidende efterladte. Der har mistet deres støtte og rådgiver, og der nu må læne sig mere fuldstændigt på Gud – hvordan kunne de mere sikkert styrke deres sjæle i farer og konflikt, end ved at tænke på hvad deres Himmelske Fader har gjort for dem, hvordan han har vist sig som en nærværende hjælp i trængsels tid?