Fra vor hytte jeg kunne se ud på en skov af unge fyrretræer, så friske og duftende at luften var parfumeret med deres krydrede duft. I tidligere år, min mand og jeg gjorde denne skov til vor helligdom. Iblandt disse bjerge bøjede vi ofte vore knæ sammen i andagt og bønner. Alle vegne omkring mig var de steder som således havde været helliget; og som jeg stirrede på dem, jeg kunne genkalde mange tilfælde, i hvilken vi der modtog direkte og bemærkelsesværdige svar på vore bønner. Lys fra Himmelen skinnede på os, og vi fik mange gange tydelige retningslinjer af vor pligt. Nærværet af Kristus synes at være hos os, og hans stemme talte til vore hjerter, ”Fred være med jer.” Sammen med min mand har jeg stået på nogle knejsende højder, og set på bjergenes rejsning tinde over tinde, indtil vore sjæle var betaget med en følelse af Guds Majestæt og magt. Om aftenen vi glædede os over at se op til den blå Himmel belagt med glitrende stjerner; og medens vi således beskuede stråleglansen af det synlige Univers, vi anerkendte med ærbødig ærefrygt at alt var kunstværker af den Allerhøjeste. Vi glædede os over at skabningens Gud er Bibelens Gud, og at vi kan kræve dette uendelige Væsen som vor Fader. Vi talte om herlighederne af hans kraft og visdom, og beundrede den mageløse kærlighed som har gjort det muligt, gennem Jesus Kristus, for faldne mennesker at blive en søn og arving af Skaberen den Allerhøjeste i Universet.