Vi synes at være Gud meget nær, når i det klare månelys vi bøjede os på den ensomme bjergside for at bede om den tiltrængte velsignelse ved hans hånd! Hvilken tro og tillid var ikke vores! Guds hensigter af kærlighed og barmhjertighed synes mere fuldt åbenbaret, og vi følte forsikringen at vore synder og fejltagelser var tilgivet. Ved sådanne anledninger har jeg set min mands ansigt oplyst med en stråleglans der synes reflekteret fra Guds trone, som han med en forvandlet stemme priste Herren for de rige velsignelser af hans nåde. Midt i jordens dunkelhed og mørke, kunne vi stadig alle vegne skelne glimtene af stråleglansen fra kilden til lyset. Gennem værkerne af skabningen vi samtalede med Ham der bebor evigheden. Som vi så på de tårnhøje klipper, de knejsende bjerge, vi udbrød, hvem er så stor en Gud som vor Gud?