Jeg har igen været imellem bjergene, men alene. Ingen til at dele mine tanker og følelser med, som jeg engang mere så på disse store og ærefrygtindgydende sener! Alene, alene! Guds handlemåde synes hemmelighedsfuld, hans hensigter uforståelige; dog ved jeg at de må være retfærdige, og vise, og barmhjertige. Det er mit privilegium og min pligt at vente tålmodigt på ham, mit hjertes sprog må til alle tider være, ”Han gør alle ting vel.” Jeg havde ingen styrke til at klatre på bjergets trind. Hvis jeg ønskede at anerkende Guds barmhjertighed, jeg kunne ikke drage til skovene eller kløfterne. Hvis jeg skulle søge visdom fra oven, jeg må gøre mit rum til min helligdom. Men også her har jeg nydt sødt samfund med Gud, og har modtaget dyrebare tegn på hans blivende nærvær.