Ved slutningen af konferensen var mange af vore schweiziske brødre nødt til at tage hjem igen, men nogle blev til slutningen af rådsmødet, hvor det fortsatte en uge mere, end forventet. Der deltog medarbejdere fra England, Irland, Wales, Norge, Sverige, Danmark, Tyskland, Frankrig, Italien og Rumænien. Udover disse regulære daglige forretningsmøder, blev der afholdt to bibellæsninger, en klasse for kolportørere og sælge, og en for dem der ønskede at lære engelsk. Der var også flere prædikantmøder, udover prædikener og regulære morgenmøder for fælles tilbedelse. Disse møder var interessante, og efter det universelle vidnesbyrd, meget udbytterige. Brødrenes vidnesbyrd var gode, og alles hjerter lod til at være ømfindige og ydmyge. Jeg følte mig tilskyndet af Guds Ånd under disse møder, at indprente alle med vigtigheden af at opelske kærlighed og enhed. Jeg prøvede at vise det farlige ved at opbygge særinteresser mellem nationaliterne. Vi er alle bundet sammen I et stort net af mennesker, og alt hvad vi skal gøre har en relation til andre. Der ligger et stort arbejde foran os, og vore hjerter må være åbne til at modtage Guds lys og kærlighed, så vi kan genpejle det til andre. Der er lys i sandheden og kraft i eksemplet, som vil nå de ligeglade og uomvendte mennesker. I apostlenes tid var Helligånden en virksom agent der nåede hjerter, og det vil den være nu hvis den levende tro blev udøvet nu, som den blev dengang. Der mangler meget af sand ydmyghed og alvorlig iver. Der er for meget halvhjertet religion. Mange er overfladiske. De bekender deres synder uden at erkende hvor hadefyld synd er i Guds øjne, og uden at angre med sønderbrudt hjerte. Det er at fralægge sig verden, men ikke svigte den. Sandhed, den hellige og helliggørende sandhed, forbliver ikke i hjertet.