At the time of the exodus from Egypt, the Sabbath institution was brought prominently before the people of God. While they were still in bondage, their taskmasters had attempted to force them to labor on the Sabbath by increasing the amount of work required each week. And again and again the conditions of labor had been made harder and more exacting. But the Israelites were delivered from bondage, and brought to a place where they might observe unmolested all the precepts of Jehovah. At Sinai the law was given, and a copy of it, on two tables of stone, "written with the finger of God," was delivered to Moses. And through nearly forty years of wandering, the Israelites were constantly reminded of God's appointed rest day, by the withholding of the manna every seventh day and the miraculous preservation of the double portion that fell on the preparation day.

På tidspunktet for udvandringen af Ægypten, blev sabbats-institutionen bragt fremtrædende frem for Guds folk. Medens de stadig var i trældom, havde deres krævende herrer prøvet at tvinge dem til at arbejde på sabbaten, ved at øge arbejdsmægden hver uge. Igen og igen blev arbejdsbetingelserne gjort hårdere og mere krævende. Men israelitterne blev udfriet fra deres trældom, og købt til et sted hvor de kunne ugenert kunne overholde Jehovas forskrifter. Loven blev givet på Sinaj, og en kopi af den, på to stentavler, ”skrevet med Guds finger,” overdraget til Moses. Og efter næsten fyrre års vandring, blev israelitterne hele tiden mindet på Guds udpegede hviledag, ved at tilbageholde mannaen hver syvende dag, og den mirakuløse opbevaring af dobbel portion, der faldt på beredelsesdagen.