Sidste gang jeg talte der, var om sabbaten ved min mands begravelse. På det tidspunkt så mange det som næsten formasteligt for mig, i min svage tilstand, at anstrenge mig; men mit store ønske om at sige formanende og advarende ord til menigheden, fik mig til det. Var der givet agt på disse ord, ville de vanskeligheder der siden kom, ikke være sket. Mit budskabs byrde var en formaning til menigheden om at være medynkende, belevende, venlig og medfølende, og elske hinanden ligesom Kristus havde elsket dem. Jeg tilskyndte dem til at bortlægge deres uvenlige tanker imod deres brødre, og ikke tale om Andres fejl og vildfarelser, og ransage deres egne hjerter nøje, og rette op deres egne karaktermangler, og rense deres egne sjæle i lydighed mod sandheden. Jeg bad indstændigt alle om at værne om Kristuslignende ømhed for hinanden, og vogte om deres brødres renommé, huske at tungen er et uregerligt medlem, som kan gøre stor skade mod dem som Gud elsker, og som han bruger til at, bruge i hans værk, hvis tungen ikke helliggøres tøjles.