Vi ser at damer som bekender sig til gudsfrygt bærer elegate guldkæder, halskæder, ringe og andre juveler, med en overflod af pyntefjer og pyntebånd med dyre smykkeklipninger, når mangle at spankulere gennem gaderne, og der er lidelser og afsagn på begge sider. Disse interesserer dem ikek, eller vækker ikke deres sympati, men de vil græde over den indbildte lidelse skildtret i den sidste novelle. De kan ikke have øre for trængenes råb, eller øjne til at beskue børns og kvinders kolde og næsten nøgne former omkring de. De ser den virkelige mangel som en sklags forbrydelse og trækker sig fra den lidende menneskehed som var det en smitsom sygdom. Til disse vil Kristus sige: ”Thi jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gav mig ikke at drikke; jeg var fremmed, og I tog jer ikke af mig; jeg var nøgen, og I gav mig ingen klæder; jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.”