Det, der havde været uendeligt dyrebart for dem, tiltrak dem ikke mere, fordi Satans specielle vrangforestillinger næsten totalt forblindede dem, så de ikke kunne se, det strålende frelsens lys, som den korsfæstede og opstandne frelser vandt for os; og mennesker vildledtes til at søge forsoning gennem deres egne gerninger, ved faste, bod og pengegaver til kirken. Det tiltalte det naturlige menneskehjerte mere at søge retfærdiggørelse i kraft af sig selv, end at søge at blive retfærdiggjort igennem omvendelse og tro, i tillid og lydighed imod sandheden. Under frafaldets tidsaldre, dækkede mørket jorden og formørkede menneskers sind; men reformationen vækkede jordens indbyggere op fra deres dødlignende "søvn" og mange vendte sig bort fra deres forfængelige tomhed og overtro, fra præster og bodsøvelser, til at søge den levende Gud og ransage hans hellige ord for sandhed såvel som for skjulte værdier. De begyndte at arbejde i sandhedens grube for at fjerne det menneskeskabte snavs, der havde skjult de dyrebare sandhedens ædelstene. Men lige så snart, reformationen begyndte, gik Satan beslutsomt i gang med endnu ivrigere at trælbinde mennesker med overtro og fejltagelser. Da, det gik op for ham, at han ikke kunne forhindre dem i at ransage Guds Ord eller få dem til at vige fra at ville finde sandheden ved at henlede deres opmærksomhed på fejlagtige læresætninger, tænkte han på at skræmme dem ved trusler og forfølgelser, for således at kvæle det himmelske lys, der skinnede på mennesker og åbenbarede Guds karakter og afslørede ærkebedragerens ondskab.