På Kristi dage underviste ansatte lærere mennesker i fædrenes traditioner, barnartige fabler, blandet med deres meninger, som de mente var autoriteter. Alligevel kunne hverken høje eller lave se noget lys i deres lære. Hvilket under var det at skarere som fulgte i Herrens fodspor, og gav ham hyldest når de lyttede til hans ord. Han åbebarede sandheder som var blevet begravet under vildfarelsens skrald, og han udfriede dem fra menneskers pengeafpræsning og traditioner, og bad dem stå fast for altid. Han befriede sandhed ud af dets ubemærkethed, og satte den i sin rette ramme, og skinne i sin oprindelige glans. Han talte til mennesker i sit eget navn; for mydigheden viste sig selv, og hvorfor skal mennesker, der bekender at være hans efterfølgere, ikke tale med myndighed om emner som han har givet lys om? Hvorfor tage dårligere undervisningskilder, når Kristus er den største lærer som kender alle disse ting? Hvorfor bringe dårligere forfattere frem for eleverne ører, når han som har ord med ånd og liv indbyder: ”Kom, . . . og lær af mig”?