Jeg har læst om en lille fugl der aldrig synger de sanger hans mester ville lære ham, skønt dets bur er fuld af lys. Han vil lytte og lære en snært af dette, en trille af det, men aldrig en ren og hel melodi. Men mesteren dækker hans bur, og så lytter han i mørket til en sang han skal synge. Han prøver og prøver igen at synge den sang, indtil den er lært, og han bryder ud med en fuldkommen melodi; og buret afdækkes, og han vil altid derefter synge den i lyset. Sådan behandler Gud sine skabninger. Han har en sang at lære os, og når vi har lært den midt i pinslernes dybe skygger, kan vi altid synge den derefter.