Jeg gik forbi det sted hvor huset engang stod, hvor Jesus åbenbarede sig for mig i kraft, og det var som om jeg så hans velsignede ansigt stråle på mig med guddommelig kærlighed og venlighed. Jeg besøgte også mit første hjem, og huset hvor jeg fik det første syn; men jernbanebygningerne havde fortrængt de mange boliger, som plejede at stå på denne lokalitet. I kammeret i sidstnævnte hus, gennemgik jeg engang en nat i pine over tanken hvad jeg måtte gå ud at fortælle til andre de ting som Gud havde præsenteret for mig. Jeg veg genert og bange tilbage for dette arbejde; korset virkede så tungt at det ville knuse mig. Hvor klart huskede jeg ikke den erfaring for fyrre år side, hvor mit lys gik ud i mørket, fordi jeg ikke ville løfte dette kors, og nægtede at være lydig. Jeg skal aldrig glemme den sjælspine jeg mærkede fra Guds ansigtsmine over mig. Jeg blev tilskyndet til at deltage i et møde i min faders hus. Brødre og søstre bar mig i deres tros arme til en medynkende Genløser. Jeg overgav min vilje, følte at jeg ville gøre hvad som helst hvis Herren ville lade sit lys skinne på mig en gang til. Jeg blev udfriet fra mørke og fortvivlelse, og genoprettet til Himlens velvillighed. Så løftede jeg mit kors, og har ikke siden prøvet at skifte det til et lettere kors.