Den normale praksis ved lejrmøderne som nogle trossamfund havde, at fortsætte møderne til sene timer, nogle brugte hele natten på at bede og råbe bidrager ikke til de tilbedendes åndelige vækst. Jeg har fået at vide at personer i flere tilfælde er kommet så opildnede fra disse møder, at de blev betragtet som kandidater til et sindsygehjem. Dette har fået mange til at beslutte at aldrig komme til et lejrmøde; men deltager de i dem, som vore folk afholder, er de nød til at indrømme at der ikke er noget galt med dem. De siger at ordnen er ligeså godt som i bedehusene i byerne.