Det er en beklagelig kendsgerning at det fejlende herte ikke vil lade sig kritisere, eller underkaste sig selv ydmyghed ved syndsbekendelse. Nogle ser deres, fejl men tænker at bekendelse vil forringe deres værdighed, de undskylder deres fejl, og beskytter sig selv fra den disciplin det er at sjælen vil udsættes for. Tanken at deres åbenbare vildfarelser vil forbitre deres nydelser og forvirre deres bevægelser; ved at gennemgå bekendelsens sti, bliver de ikke trofaste eksempler for folk. De ser andres vildfarelser, men hvordan kan de opmuntre og give, rådet: ”Bekend jeres fejl for hinanden, og bed for hinanden, så de helbredes,” når de ikke følger denne instruks i deres eget liv? Hvor meget vil prædikanter og folk lære af en sandhed som de kaster til side, og glemmer om muligt, fordi det ikke er behageligt; fordi det ikke smigrer deres stolthed, men irettesætter og skaber smerte? Prædikanter og folk, hvis I overhoved skal frelse, må I frelses dag for dag, time for time. De må hungre og tørste for Kristi retfærdighed, Helligåndens oplysning. Menighedsmedlemmer, - dem som sættes i betroede stillinger, - må døbes med Guds ånd, ellers vil de ikke være rustede til de stillinger som de tager.