Et menneske kan have kundskab til Skriften, som ikke vil gøre ham klog på frelse, selvom han vil kunne mestre sine modstandere i offentlig diskussion. Hvis han ikke har sjæles længsel efter Gud; hvis han ikke ransager sit eget hjerte som med et tændt stearinlys, i frygt for at en fejl skulle ligge på lur; hvis han ikke har et ønske om at besvare Kristi bøn, at hans disciple må være et med Faderen, så at verden kan tro at Jesus er Kristus, - bilder han sig nyttesløs ind at han er en kristen. Hans kundskab, som begyndte i ærgerrighed, føres ud i stolthed; men hans sjæl er blottet for guddommelig kærlighed, Kristi venlighed og sagtmodighed. Han er ikke en klog mand i Guds øjne. Han kan have visdom til at overvinde sin modstander; men klog på frelse, kan han umuligt være uden Helligåndens virke. Og Åndens frugt er ”kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, sagtmodighed, mådeholdenhed.” Hverken talent, veltalenhed eller selviske studier af skriften, vil afføde kærlighed til Gud eller tilpasning til Kristi billede. Intet andet end guddommelig kraft kan genskabe menneskehjertet og menneskekarakteren, og gennemsyre sjælen med Kristi kærlighed, som altid vil vise sig i kærlighed for dem han døde for.