Der vil altid være mænd i ledende stillinger, som aldrig har vundet herredømme over deres eget jeg, sådanne som bekender sig til at være kristne, men dog forener sig med og smigrer for verdsligsindede mennesker for at vinde deres yndest. De har besluttet sig til ikke at gå ud og afsondre sig, og som en følge får ugudeligheden frit spillerum. De vil hellere gøre alt andet end at vende sig bort fra deres egen onde vej. De bekender sig til at tro på Guds ord, men de gør det ikke. Med den hellige sandhed lige for deres ansigt nærer de synd i deres hjerte. Guds vilje kender de, men for¬kaster den, og deres hjerter bliver hårdere, deres samvittighed mere ufølsom og deres fortabelse mere vis, end om de aldrig havde kendt sandheden. Disse mænd påvirkes slet ikke af de advarende budskaber, som kommer til dem. Guds trusler om straf har ingen varig virkning på dem. Jesu kærlighed, hans medynk, hans medfølelse med faldne mennesker, der ledte ham til at forlade de himmelske sale, give afkald på al ære og herlighed og blive fattig for vor skyld, for at vi ved hans fattigdom kunne blive rige, hans selvopofrelse og fornedrelse - alt dette samt hans formaninger, hans indbydelse og nådige løfter bliver fremholdt for dem, men deres hjerte forbliver urørt og er døvt for Helligåndens påvirkning. De mener, at Gud er vilkårlig i sine fordringer, og sandheden finder ingen indgang. Det kødeli¬ge hjerte vil have mindre tvang og større frihed til at til¬fredsstille sine lyster. Sjælens tempel bliver en plads for afguder, og Guds sandhed har ingen kraft til at afholde dem fra at synde. De giver efter for de naturlige tilbøjeligheder og retter sig efter verdens sæder og skikke, der har en kon¬trol¬lerende indflydelse over deres liv.