Det land, vi stævner imod, er på en måde langt mere tiltrækkende end Kanaans land for Israels børn. De blev ledet af Guds hånd. Kristus selv gav dem en beskrivelse af det land, hvor de skulle finde et hjem, for han ønskede at give dem enhver opmuntring til at jage fremad med håb og mod. De blev ledt til et sted, hvor de kunne se over til Kana'ans land og betragte de storslåede landskaber, de skovklædte bakker og frugtbare marker, og fik tilladelse til at spise af dets rige frugt. Men samtidig blev de vanskeligheder, de ville komme ud for ikke skjult for dem. Der lå alvorlige anstrengelser foran dem, hvis de fik landet i eje. De behøvede mod og konstant tro. Hvis de ville stole på Gud, ville hans tilstedeværelse og magt være hos dem, og ville til sidst give dem sejr over alle deres fjender. Men de tabte modet, da spejderne fortalte dem om kæmper, krigeriske nationer og byer med høje mure om, som de måtte overvinde. DE tvivlede, tøvede og foreslog at tage tilbage til Ægypten. Ved deres vantro dømte de sig selv til lidelse, ydmygelse og at lide nederlag og til sidst at dø i ørkenen.