Jo mere de talte om disse ting, des større syntes vanskelighederne at være, og des mere overbevist blev de om, at de krav, som blev pålagt dem, var så store, at de ikke kunne klare dem. Satan lagde kendsgerningerne frem for dem i det værste lys, og de følte, at de var et mishandlet folk. De følte medlidenhed med sig selv, og glemte de vidunderlige gerninger, som Gud havde gjort for at hjælpe dem. De mistede troen på Gud på den selv samme tid, da den burde have været stærkest. Da Gud skulle til at vise dem sin store magt og godhed og gøre sit navn herligt på jorden og hæve sit folk op til at være en foretrukket nation, æret af himlen, blev de mismodige. De vidste, at hver eneste gang, de havde stolet på Gud, havde han virket mægtigt for dem. Alligevel steg deres vantro til oprør. Deres egen fordærvede vilje spærrede vejen og skabte større mure foran dem end dem, deres fjender havde bygget.