Sabbats eftermiddag, talte jeg ud fra Åb. 3,7-9. Selvom huset var pakket, blev stolene tome, da vi kaldte dem der ønskede at være på Herrens side, gå fra forsamlingen til at komme frem, indtil næsten alle faste bænke i huset blev fyldt med dem der ønskede Guds folks bønner. Femoghalvfjerds gik fremad. Dette var en dyrebar stund. Hvor mit hjerte glæder sig over at se al interessen med bror Canright, hvor hjerte og sjæl er med i arbejdet, sådan som de var førhen! Jeg kunne udbryde: Hvad har Herren gjort! ”Min sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn!” Vi vidste at Guds engle var i forsamlingen. Onde engle var der også, i gang med magt og styrke for at binde lænker på de sjæle som ellers ville give efter for Guds Ånds bønner og advarsler. Der var nogle i forsamlingen som Herren elskede, men som havde været rådvilde og i tvivl, og som havde mistet deres greb om vore tros grundpiller. Hvor jeg følte mig Herren taknemmelig at prøvetiden endnu ikke var til ende, at alle som ville, måtte komme, og finde barmhjertighed og fred, og trøst i Helligånden, og danne karakter for evigt liv. Hvor min sjæl dog længes efter at hjælpe dem, enhver, til sikkerhedens sti, - til den sti hvor der er lys, fred og glæde! Vi håber at se dem frie i Jesus, og glæde os i håbet, stå som troens forsvar der engang er befriet til de hellige.