Ved deres misbrug af Guds gaver i dette liv viser mange sig uværdige til det evige liv. Forstandens kræfter og sjælens egenskaber ledes selvisk bort fra den vej, Gud ville, de skulle følge. Disse mennesker værdsætter ikke den store frelse, der er bragt inden for deres rækkevidde, ellers ville de forene sig med Kristus i hans gerning. Deres interesser går ikke i den retning, men drejer sig om selvet. Deres skat samles ikke i Himmelen, men på Jorden, og de bekymrer sig om jordiske ting. De bygger på grundvolden med træ, hø og strå, som ilden på den sidste dag vil fortære. Deres livsværk, så fyldt, med ængstelse, rådvildhed og unødigt slid, er spildt, spildt for evigt! Skatten, der kunne have været indsat i Himmelens bank, rives bort, og de stakkels sjæle, som har brugt de midler, Gud lånte dem, er ruineret for evigt!