En større del af vore menighedsmedlemmer er ikke arbejdende kristner; de lever som om der ikke var nogen større nød, ikke i frygtelig fare for at deres medmennesker mister evigt liv. Mange folder deres hænder i magelighed, dog bekender de at være Kristi efterfølgere. Arbejdets byrde er principielt blevet overladt til prædikanterne, medens mange i kirken har stået og set på hvordan tingene skete. Der er ikke kun men kvinder som burde gøre deres hjerter og sind forstandige på det allerbedste arbejdsmetode for Mesteren, kvalificere sig selv til at gøre en del af det værk som de bedste egner sig til. Alle vil, hvis de er forbundet med Gud, se noget at gøre, og vil gøre det. De kan ikke være soldater i Herrens hær, vis de ikke adlyder Hærførerens kald og bære de ansvar som nogen må bære.