Derved ”skyldes det, at hele legemet vokser sin vækst, så det opbygges i kærlighed, idet alle de enkelte led hjælper til at knytte og holde det hele sammen, efter den kraft, der er tilmålt hver enkelt del.” Apostlen udbryder ”så vi ikke mere skal være umyndige, der kastes og drives hid og did af alle mulige lærdomme, efter som vinden blæser, ved menneskers terningspil, når de underfundigt forleder til vildfarelse. Nej, sandheden tro skal vi i kærlighed i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus selv.” ”Men nu har Gud sat lemmerne på legemet, og ethvert af dem således som han ville. Men hvis de alle var ét lem, hvad blev der så af legemet? Nu er der mange lemmer og dog kun ét legeme. Øjet kan ikke sige til hånden: »Dig har jeg ikke brug for,« ej heller hovedet til fødderne: »Jer har jeg ikke brug for.« Nej, tværtimod, de lemmer på legemet, som forekommer os at være de svageste, er nødvendige.” Her lærer Herren at intet menneske har alle de nødvendige kvalifikationer til at opbygge hans rige. Ingen skal føle at nogen del af værket påhviler dem. Herren har en lektie for de ældre såvels om for de yngre medarbejdere at lære, ”for at der ikke skulle være splid i legemet, men lemmerne have samme omsorg for hverandre. Når ét lem lider, lider alle lemmerne med; når ét lem bliver hædret, glæder alle lemmerne sig med.” Vi skal tænke nøje over alle dele af Guds ord, får at vi ikke arbejder imod de regler som er fastlagt.