Jeg er blevet vist at alle menigheder iblandt os behøver Guds Ånds dybe bevægelser. Åh, vi ville vise mennesker hen til Golgatas kors. Vi ville bede dem se hen til ham, som deres synder har gennemstunget. Vi ville bede dem se verdens Forløser, som lider straffen for deres overtrædelse af Guds lov. Dommen lyder, at ”den sjæl, der synder, den skal dø.” Men på korset ser synderen Faderens enbårne Søn dø i hans sted og give overtræderen liv. Alle intelligensvæsener på jorden og i himmelen bliver kaldet til at se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn. Enhver synder kan se og leve. Betragt ikke Golgata med et ligegyldigt, tankeløst sind. Kan det være, at englene skal se ned på os, genstandene for Guds kærlighed, og se os kolde, ligegyldige, upåvirkede, mens himmelen i forundring ser det vældige genløsningsværk for at redde en falden verden og ønsker at få indblik i Golgatas kærligheds og smertes mysterium? Engle ser i forundring og forbløffelse på dem, for hvem så stor en frelse er blevet tilvejebragt, og forundres over, at Guds kærlighed ikke vækker dem og fører dem til i melodiske toner at udøse taknemmelighed og tilbedelse. Men det resultat, som hele himmelen spejder efter at se, bliver ikke set blandt dem, som bekender sig til at være Kristi efterfølgere. Beredvilligt snakker vi med kærlige ord om vores venner og familier, og dog er vi så langsomme til at tale om ham, hvis kærlighed, fremsat for os i Kristi korsfæstelse, ikke har nogen lige.