Jesus så på verden i sin faldne tilstand med en uendelig medynk. Han påtog sig selv menneskelighed, så han kan berøre og højne menneskeheden. Han kom for at søge og frelse det som var fortabt. Han nåede menneskelig ulykke og ve’s dybeste dybder, for at tage mennesker som han fandt det, et væsen der var besmittet af fordærv, degenereret med ondskab, fordærvet af synd, og forenet med Satan i frafaldet, og ophøje det til at sidde på hans trone. Men der stod skrevet om ham at han ”vansmægter, udmattes ikke, før han får sat ret på jorden,” og han gik ud på selvfornægtelsens og selvopofrelsens sti, og gav os et eksempel, som vi skal følge i hans fodspor. Vi bør arbejde ligesom Jesus gjorde, forlade vor egne forlystelser, vende bort fra Satans lokkemidler, foragtelige lethed, og afstå selviskhed, så vi kan søge og frelse det som er tabt, bringe sjæle fra mørke til lyset, til Guds kærligheds solskin. Vi er blevet hvervet til at gå og forkynde evangeliet for al skabningen. Vi skal bringe de fortabte nyhederne om at Kristus kan tilgive synd, kan fornye naturen, kan iklæde sjælen i hans retfærdighedsklædninger, bringe synderen til hans rette sind, og undervise ham og udruste ham til at være medarbejder sammen med Gud.