Kristus er oprindelsen til guddommelig sandhed. Han kendte højden og dybden, længden og bredden og fylden af den guddommelige kærligheds medynk, som ingen dødelige mennesker kan kende den. Han kendte den salighed, som syndere viser fra sig, når de forkaster det himmelske lys og de rædsler, der vil overgå den sjæl, som afviser himmelens sandhed. ..... Kristus alene kender betydningen af den evige vægt af herlighed, som de, der kæmper imod Gud, nægter at modtage. Kristi gerning på jorden bestod i at søge og frelse det fortabte. Bestandig så han for sit blik udfaldet af sin sendelse, skønt bloddåben først måtte gennemleves, skønt verdens syndebyrde skulle lægges på hans skyldfri sjæl, skønt skyggen af en usigelig smerte altid omgang ham. Men for den glædes skyld, som ventede ham, udholdt han korset og ringeagtede skammen. Alt dette tålte han, for at syndige mennesker kunne blive frelst, så de kunne blive ophøjede og forædlede og få plads sammen med ham på hans trone.