Alt dette kunne lade sig gøre, fordi Kristus tog fat på menneskets natur og tog del i de guddommelige egenskaber og satte sit kors op mellem menneskelighed og guddommelighed, idet han byggede bro over den kløft, der adskilte synderen fra Gud. "Det er jo ikke engle, han tager sig af, men det er Abrahams efterkommere, han tager sig af. Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre, for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder. For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes" (Hebr 2,16-18). For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd." (Hebr 4,15) "For enhver ypperstepræst, som tages blandt mennesker, indsættes til på menneskers vegne at gøre tjeneste for Gud ved at frembære gaver og slagtofre for deres synder. Han kan føle med de uvidende og vildfarende, fordi han også selv er et skrøbeligt menneske og derfor må frembære syndoffer for sig selv som for folket. Den værdighed kan ingen selv tage, man må ligesom Aron kaldes af Gud. Således gav heller ikke Kristus tillagt sig selv den ære at være ypperstepræst, men det gjorde Gud, som sagde til ham: "Du er min søn, jeg har født dig i dag." (Hebr 5,1-5). Sådan som han også siger på andre steder: Du er en præst for evig efter Melkesediks orden. Og han har i sit jordelivs dage med høje råb og tårer opsendt bønner og nødråb til ham, der kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt og friet fra sin angst. Skønt han var Søn, lærte han lydighed af det, han led, og da han havde nået fuldendelsen, blev han ophav til evig frelse for alle, som er lydige mod ham.”