I vore største menigheder eksisterer der de største onder, fordi disse har haft det største lys. De har ikke et sandkendskab til Gud, og til Jesus Kristus som han har sendt. Vantroens surdej arbejder, og hvis disse onder, der bringer Guds mishag, ikke rettes op hos dets medlemmer, så vil hele menigheden stå til ansvar for dem. Guds Ånds dybe bevægelser er ikke hos dem; de helliges Konge herlige tilstedeværelse, og hans kraft til at rense fra al moralsk besmittelse, er viser sig ikke iblandt dem. Mange kommer for at samle sig som tilbedere, ligesom døren på sine hængsler. De forstår ikke skriftens sande brugbarhed, heller ikke Guds kraft. De har øjne, men de ser ikke; hører har de, men de hører ikke; de fortsætter med deres onde veje, betragter sig selv alligevel som privilegerede, lydige folk som er ordets gøre. En kødelig sikkerhed og bekvemmelighed hersker i Zion. Fred, fred, genlyder over hendes grænser, skønt Gud ikke har sagt fred. De har forspildt fredens tid; der er grund til at blæse alarm over alle "mine hellige bjerge." Synderne i Zion bør være bange, i en tid hvor de ikke forventer, en pludselig udslettelse vil med sikkerhed komme over alle som har det mageligt.