I en alder af ni år skete en ulykke på mig, som skulle påvirke hele mit liv. Sammen med min tvillingesøster og en af vore skolekammarater, kom jeg igennem en almindelig by i Portland, Maine, hvor en pige på omkring tretten år gammel, også fra vor skole, blev vred på en bagatel ved os, og truede med at slå os. Vore forældre havde lært os at aldrig slås med nogen, men hvis vi var i fare for at blive slået eller såret, så skynde os hjem med det samme. Dette gjorde vi med al vor hastighed, men pigen fulgte hurtig efter os, med en sten i hånden. Jeg vendte mig om for at se hvor langt hun var bag ved mig, og idet jeg gjorde dette, kastede hun stenen, og den ramte mig på næsten. Jeg forblindende og lammende fornemmelse tog overhånd over mig, og jeg følte mig sanseløs. ”Da jeg vågnede op igen og kom til bevidsthed, fandt jeg mig selv i en købmandsforretning, mine klæder vær fyldt med blod, som strømmede ud fra min næste og strømmede ned på gulvet. En venlig fremmed mand tilbød mig at tage mig hjem på hans vogn, men jeg, uden at vide hvor svag jeg var, sagde at jeg foretrak at gå, frem for at søle hans vogn til med blod. De tilstedeværende var ikke klar over at jeg var skadet alvorligt, og overlod mig til min egen vej; men jeg havde kun gået nogle få skridt da jeg blev svimmel og besvimede. Min tvillingesøster og min skolekammarat bar mit hjem. Jeg har ingen erindring, hvad der skete mere efter den ulykke. Min mor sagde at jeg mærkede intet, men var uden bevidsthed i tre uger. Ingen, uden hende selv, tænkte at det var muligt for mig at komme mig; men af visse grunde mente hun at jeg ville klare mig. En venlig nabo, som var meget interesseret for mit bedste, tænkte engang at jeg døde. Hun ønskede at erhverve sig et ligklæde til mig, men min moder sagde: Ikke endnu; for noget har fortalt hende at jeg ikke vil dø.