“Nogle gange lå min skylds- og ansvarsfølelse til Gud så tungt på min sjæl, at jeg ikke kunne sove, men ligge vågen i timer, og tænke på min fortabte tilstand og hvad var bedst for mig at gøre. Konsekvenserne af min uheldige ulykke tog atter gigantiske dele af mine tanker. Jeg lod til at være afskåret fra al chance for jordisk lykke, og dømt til vedvarende skuffelse og ydmygelse. Jeg fik endog smerte af mine venners ømme sympati, for min stolthed oprørtes imod den tilstand jeg var i, som vækkede deres medynk. Min udsigt til verdslige nydelser svandt hen, og himlen lod til at lukke sig imod mig.