"Mit ønske om at blive elev var meget stort og da jeg grundede over mit skuffede håb og tanken om at jeg ville være invalid resten af livet, greb fortvivlelsen mig. Fremtiden trak mørke skyer ud for mig, uden nogen lysstråler. Jeg var ikke forligt med min lod, og knurrede nogle gange imod Guds forsyn, forpinte mig. Jeg skjulte mine betrængte følelser fra min familie og venner, og var bange for at de ikke forstå mig. Dette var en fejlslaget kurs, og havde jeg åbnet mit sind for min moder, kunne hun have instrueret mig, formildnet mig og opmuntret mig.