Satan angrede ikke sit oprør fordi han anerkendte Guds godhed, som han havde misbrugt. Det var ikke muligt at hans kærlighed til Gud havde tiltaget siden faldet så at den ville lede ham til villig underdanighed og oprigtig lydighed mod hans lov, som han hade foragtet. Den elendighed som han følte ved tabet af himmelens søde lys, den følelse af syndeskyld som kom over ham, og den skuffelse han undergik idet hans forventninger ikke blev opfyldte var årsag til hans sorg. At være en fyrste udenfor himmelen var meget forskelligt fra at nyde en sådan ære i himmelen. Tabet af alle himmelens privilegier syntes at være for meget for ham at bære. Han ønskede at få dem igen.