Satan stod forbavset over sin nye tilstand. Hans lyksalighed var forbi. Han så på englene med hvem han var så lykkelig , men som nu var udstødte af himmelen tillige med ham. Ingen skygge af utilfredshed havde forstyrret deres fuldkomne lyksalighed førend faldet. Nu var alting forandret. Deres åsyn, som havde afspejlet Skaberens billede, viste nu mørke og fortvivlelse. Der var strid, uenighed og bitre beskyldning iblandt dem. Før deres oprør havde disse ting været ukendte i himmelen. Satan så nu de forfærdelige følger af sit oprør. Han gyste og frygtede for at vende ansigtet mod fremtiden, og betragtede disse tings ende. Hvor var han? Var det ikke alt sammen en forfærdelig drøm? Var han udelukket af himmelen? Skulle himmelens porte aldrig mere åbnes for at lade ham gå ind? Tilbedelsens time drager nær, da hellige, strålende engle bøje sig for faderen. Han kan aldrig mere tage del i den himmelske sang. Han kan aldrig mere bøje sig med ærbødighed og hellig frygt i den evige Guds nærværelse. Med glæde ville han overgive sine fordringer på autoritet, dersom han atter kunne blive som han var, da han var ren, sanddru og tro. Men han var fortabt! Forløsning var umulig, på grund af hans formastelige oprør! Og dette var ikke alt; han havde ledt andre til oprør og til samme fortabelsens tilstand med sig selv – engle som aldrig havde tænkt på at drage Guds vilje i tvivl , eller på at nægte at adlyde Guds lov indtil han gav det i deres sind; idet han fremstillede for dem at de derved kunne nyde et større gode, en højere og herligere frihed. Med dette spidsfindige blændværk havde han bedraget dem. Nu hviler der et ansvar på ham fra hvilket han gerne ville befries.