De love Gud indførte for at forhindre og straffe forbrydelser, blev udfærdiget med streng og upartisk retfærdighed. Men menneskets syndighed forvansker de klogeste love, både menneskelige og guddommelige. Det er fordi myndighedsmænd kan bestikkes til at undskylde synd, og lade den skyldige gå ustraffet hen så retfærdighed falder til jorden, og retfærdigheden kan ikke komme ind. Disse onder får jorden til at blive lige så korrupt som i Noas dage. De frygteligste forbrydelser er blevet så almindelige at det er vanskeligt at vække en følelse af rædsel. Vort eget folk er skyldig over for Gud, at lade de mest skændige forbrydelser gå upåagtet hen. Tyngden af ustraffet synd bliver større og sænker folket ned i fordærv. De fejl som de ikke fordømmer og straffer gør dette folk til genstand for Guds gengældelsesstraf. Udsvævende liv, røveri og mord, vokser hele tiden, oversvømmer vor verden og forbereder den til at modtage Guds ublandede vrede.