Og nu fortsatte Herren med at give sit folk en andet bevis på sin omsorg og ømme medfølelse for den forulykkede og fejlende sjæl. For at give morderen sin gyldige straf, var det i gamle tider skik at, morderens henrettelse pålagde den nærmeste slægtning eller deres næste arving i rækken; og i yderste tilfælde kunne hævnsmanden forfølge den kriminelle over alt, og udøve hævn på ham uden retsforfølgelse. Selvom at Herren ville have at morderens forbrydelse blev betragtet med stor afsky, ville han passe nøje på den uskyldige. Derfor gør han de grundigste foranstaltninger, uden den fuldstændige udslettende hævn, for at den skyldfrie ikke overilet slås ihjel uden dom, eller at den skyldige undgår dom.