Blandt de specifikke retningslinier i den retslige behandling af personer, som var mistænkt for mord, var følgende: “Når nogen slår et menneske ihjel, må man kun dræbe manddraberen efter flere vidners udsagn. Et enkelt vidnes udsagn er ikke nok til en dødsdom.” Hvor vist og retfærdigt er dette påbud ikke! Hvis beskyldningen kun var støttet af ét vidne, skulle den anklagede person ikke dømmes, selvom indirekte beviser kunne være stærke imod ham. På den anden side kunne ingen forsoning eller løsesum redde ham, hvis han blev dømt skyldig. Lige meget hvor fremtrædende hans stilling måtte være, måtte han lide straffen for sin overtrædelse. Nationens sikkerhed og renhed krævede, at mord skulle straffes hårdt. Menneskeliv, som Gud alene kunne give, må vogtes omhyggeligt.