Adam forstod meget godt at hans ægtefælde havde overtrådt det eneste forbud der var dem pålagt som en prøve på deres troskab og kærlighed. Eva sluttede at slangens ord måtte være sande, thi han sagde at de skulle ikke dø døden, og hun fornemmede ingen tegn på Guds mishag, men en behagelig indflydelse, ligesom hun forstillede sig at englene ville følge. Adam forstod at Eva havde forladt ham; men nu var gerningen sket. Han måtte skilles fra hende hvis selskab han havde elsket så højt. Hvorledes kunne han bære dette? Hans kærlighed til Eva var stærk. Og i yderlig modløshed besluttede han at dele hendes skæbne. Han forestillede sig hvorledes Eva var en del af ham selv; og dersom hun måtte dø, så ville han dø med hende; thi han kunne ikke udholde tanken om adskillelse fra hende. Han manglede tro på sin barmhjertige og nådige Skaber. Han tænkte ikke på at Gud, som havde dannet ham af jordens støv til et skønt levende væsen, og havde skabt Eva til at være hans ægtefælle, kunne udfylde hendes plads. Bare ikke denne vise slanges ord var rette ? Eva stod for ham ligeså skøn og elskelig og tilsyneladende lige så uskyldig som før sin ulydighedsgerning. Hun udtrykte inderligere og højere kærlighed for ham end før sin ulydighed, for sin virkning af frugten hun havde spist. Han så ingen tegn til død på hende. Hun havde fortalt ham om frugtens lyksalige indflydelse om hendes inderlige kærlighed til ham, og han besluttede at trodse følgerne. Han greb frugten og spiste den hurtigt, ligesom Eva, følte ham ikke øjeblikkelig dens onde virkninger.