Denne ceremonielle offertjeneste som Gud indstiftede, skulle hele tiden minde Adam om hans Skyld, og skulle også være et tegn på anger og synds erkendelse. Adams handling, idet han tog dyrets liv, gav Adam en dybere og fuldkomne følelse af hans overtrædelse, hvilken intet mindre end Guds kære Søns død kunne udsone. Han forbavses over den uendelige godhed som forlignelig kærlighed, der ville give en sådan løsepenge for at frelse den skyldige. Da Adam dræbte det uskyldige offer forekom det ham som om han udøste Guds søns blod med sin egen hånd. Han vidste, at dersom han var blevet bestandig mod Gud og tro mod hans hellige lov, så ville intet menneske eller dyr have lidt døden. Men i disse ofringer, som henviste til Guds kære søns store og fuldkomne offer, viste sig en håbets stjerne som oplyste den mørke og forfærdelige fremtid, og befriede den fra dens fuldkomne håbløshed og ruin.