Her er et løfte til os om lydighedens tilstand. Hvis vi vil drage ud af verden, og være adskilt, og ikke røre ved det urene vil hans tage imod os. Her er betingelserne for at vi bliver antaget hos Gud. Vi har selv noget at gøre. Der er et arbejde for os. Vi skal vise vor adskillelse fra verden. Venskab med verden er fjendskab med Gud. Det er umuligt for os at være venner med verden, og stadig være i union med Kristus. Men hvad mener dette, at være verdens venner? Det er at gå hånd i hånd med dem, at glæde sig ved deres nydelser, at elske, hvad de elske, at tilfredsstille vore lyster og følge vore egne tilbøjeligheder. Når vi følge vore egne tilbøjeligheder, tragte vi ikke efter det, som er oventil, men tjene os selv. Men her er en herlig forjættelse: "går ud fra dem og fraskiller jer." hvad skulde vi skille os fra? Fra verdens tilbøjelighed, dens skikke og vaner, dens mode og forfængelighed. "går ud fra dem, og fraskiller jer, siger Herren, og rører ikke noget urent; og jeg vil tage imod jer." når vi gøre dette og vise, at vi ikke have samfund med verden, så tilhører Guds forjættelse os. Han siger ikke, måske jeg vil tage imod jer; men "jeg vil tage imod jer." det er en bestemt forjættelse. Du kan være vis på, at Gud vil antage dig. Altså kommer du i samfund med Gud ved at skille dig fra verden. I blive medlemmer af den kongelige famile. I blive den almægtige Guds sønner og døtre. I blive den himmelske konges børn, forenede med den evige fader, hvis arm opholder verden. Det er en stor nåde at blive således æret af Gud, at kaldes den almægtige herres sønner og døtre. Og dog er der mange, som høre disse forjættelser og opmuntringer og alligevel er i tvivl om hvad de skulde gøre. De mene, at dersom de bliver kristne, så ville de få alt for stort ansvar. Der er en hel levetid, hvori de må kæmpe mod deres egne tilbøjeligheder, ønsker og lyster. Det synes at være umuligt for dem at begynde eller at beslutte sig til at være Guds børn, den allerhøjestes tjenere.