Der er tider, hvor Guds tjenere under modgang og sorg bliver modløse og fortvivlede. De ruger over deres forhold og føler sig forurettede, når de sammenligner deres tilstand med deres fremgang, som ikke bekymrer sig om evige ting. De udviser en bebrejdelsens ånd og knurrer og begræder deres lod. De ser ud til at mene, at Gud er under speciel forpligtelse til at velsigne dem og give deres foretagender fremgang, og derfor bliver de oprørske, når de stilles i prøvende situationer, og ser med misundelse på de ugudelige, som trives i deres ugudelighed. De synes at betragte overtræderens tilstand som værende at foretrække for deres egen. Det er menneskehedens bedrager, der antyder disse bitre tanker i sindet. Det fryder ham at stifte oprør i Guds børns bryst. Han ved at de gør dem svage, og det er kilde til at vanære deres Gud. Han vil få os til at tro at det er forgæves at tjene Gud, og de som ikke har Himlens krav i tanke, foretrækkes frem for dem der kæmper for at adlyde Guds bud.