Denne erfaring fik salmisten David. Da han så på de ondes opblomstrende situation, blev han misundelig på deres fremgang, og sagde: ”Se, det er de gudløses kår, altid i tryghed, voksende velstand! Forgæves holdt jeg mit hjerte rent og tvætted mine hænder i uskyld. Jeg plagedes dagen igennem!" Men da han gik ind i helligdommen og talte med Herren, ønskede han ikke længere den ugudeliges lod; for da forstod han deres endeligt. Han så, at deres vej førte til ødelæggelse til sidst, og deres fornøjelser varede kun en kort tid. Misundelse fandt ikke længere plads i hans hjerte. Hans oprørske ånd bøjede sig i ydmyg overgivelse til Gud, og han erklærede: “Du leder mig med dit råd og tager mig siden bort i herlighed.” Han så, at Herrens vejledning var af uendelig større værdi end al timelig fremgang i verden; for på Herrens vej holdt han fødderne på retfærdighedens sti, som førte til evig herlighed.