Vers 10-20.
”På Herrens dag kom jeg under Åndens magt,” skriver Patmos’ profet ”og jeg hørte bag mig en stærk røst som lyden af en basun, og den sagde: »Hvad du ser, skriv det i en bog, og send den til de syv menigheder, i Efesus og i Smyrna og i Pergamum og i Tyatira og i Sardes og i Filadelfia og i Laodikea.« Og jeg vendte mig om for at se, hvad det var for en røst, der talte med mig; og da jeg vendte mig, så jeg syv guldlysestager og midt imellem lysestagerne en, som lignede en menneskesøn, klædt i fodsid kjortel og med et guldbælte om brystet. Hans hoved og hår var hvidt, som hvid uld, som sne, og hans øjne som flammende ild; og hans fødder lignede skinnende malm, når den gløder i ovnen; og hans røst var som mange vandes brusen; i sin højre hånd havde han syv stjerner, og af hans mund udgik et tveægget, skarpt sværd, og hans udseende var som solen, når den skinner i sin kraft. Og da jeg så ham, faldt jeg som død ned for hans fødder; og han lagde sin højre hånd på mig og sagde: »Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har Dødens og Dødsrigets nøgler. Så skriv da ned, hvad du har set, både det, som er, og det, som siden skal ske. Dette er hemmeligheden om de syv stjerner, som du så i min højre hånd, og de syv guldlysestager: de syv stjerner er de syv menigheders engle, og de syv lysestager er de syv menigheder. «