Jeg havde aldrig bedt offentligt og havde kun sagt nogle forskræmte ord ved bedemøde. Det blev nu indprentet i mig at jeg skulle søge Gud i bøn ved vore små samlinger. Det turde jeg ikke af frygt for at blive forvirret og svigtet i at udtrykke mine tanker. Men pligten blev så magtpåliggende indprentet i mit sind at da jeg forsøgte at bede i det skjulte synes jeg at gøre nar af Gud fordi jeg ikke havde adlydt hans vilje. Fortvivlelse overstrømmede mig og i tre lange uger gennemtrængte ingen lysstråler det mørke, der omgav mig.